Aftenen var orkestreret med en kirurgs præcision og drømmerens håb. Hver detalje var valgt for at væve en harmonisk overgang fra ren viden til noget dybere, mere varigt. Rammen: en bistro gemt væk i et stille hjørne og oplyst af gadelygter, et af de sjældne steder, der syntes at indfange selve essensen af intimitet. Her spredte lyset bløde ravfarvede nuancer, musikken svævede som en diskret jazzmelodi, og luften var gennemsyret af den fortryllende duft af rosmarin og simrede saucer. Det var et sted designet til at sænke tempoet og invitere sjælen til at give slip.
På den anden side af det lille, polerede træbord sad Claire. Hans tilstedeværelse stod i kontrast til rummets underspillede elegance. Hendes smil var ikke et glimt af tænder, men et blidt skue, og hendes øjne syntes virkelig at absorbere verden omkring hende. Siden vi mødtes for et par uger siden, havde jeg set frem til denne særlige kombination af god mad, dæmpet lys og uafbrudt samtale. Jeg ville have, at dette skulle være begyndelsen.
