At arbejde på det samme hospital som min far havde altid været et stille privilegium for mig, et velkendt lille anker midt i lange, udmattende arbejdsdage.

Han havde tilbragt næsten tredive år der som sygeplejerske, respekteret for sin fingerfærdighed, sin ro og sin tørre humor, der beroligede ængstelige patienter. Jeg arbejdede i socialforvaltningen, hvor jeg hjalp familier med at forstå diagnoser, papirarbejde og beslutninger, som ingen nogensinde rigtig er forberedt på. Vores skemaer faldt sjældent sammen, så når vi passerede hinanden på gangen, krammede vi hurtigt hinanden – ikke noget dramatisk, bare et lille vink med hånden for at sige: “Jeg er her, og jeg har det fint.”

En eftermiddag var en nyansat sygeplejerske vidne til et af disse øjeblikke.